Forudsætningen for at holde bryllup i en kirke i Belgien er, at man først er blevet borgerligt viet på rådhuset. Præster har ikke vielsesmyndighed i Belgien.
Ønsker I en kirkelig velsignelse i Den Danske Kirke, skal I rette henvendelse til en af kirkens præster.
Den kirkelige vielse adskiller sig ikke væsentligt fra en “ægte” vielse. Parret svarer “ja” og kan udveksle ringe som ved en almindelig vielse.
Ønsker I en kirkelig velsignelse i en anden kirke, hvor en præst fra Den Danske Kirke medvirker, skal I selv rette henvendelse til den pågældende kirke og stedets præst og træffe de nødvendige aftaler (om lov til at benytte kirken, dato, betaling af leje osv.). Det er en god idé at gå i gang med planlægningen i rigtig god tid.
Kirkelige handlinger i Den Danske Kirke i Bruxelles er normalt gratis, såfremt man (én af jer) er stemmeberettiget betalende medlem af menigheden.